De beboere, der blev evakueret i forbindelse med bortsprængingen af to bomber fra Andens Verdenskrig, kan nu vende hjem.
Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) har onsdag formiddag bortsprængt de to bomber fra Anden Verdenskrig, man havde fundet på en mark ved Kær på Als.
Derfor ophæver Syd og Sønderjyllands Politi nu sikkerhedszonen, der var lagt i forbindelse med bortsprængingen.
’Derudover har forsvarets ammunitionsrydningstjeneste EOD fritlagt den genstand, som EOD i dagene op til sprængningen var i færd med at undersøge. Genstanden havde tidligere givet udslag på EODs metalsøger og kunne derfor have været en tredje bombe. Genstanden blev ikke påvirket af formiddagens sprængning og EOD gravede derfor genstanden fri for at klarlægge, om der var tale om en ufarlig genstand eller en tredje bombe. Det viste sig at være metalskrot,’ oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Hvis man i forbindelse med bortsprængingen af de to bomber har fundet skader på sin ejendom, beder Syd- og Sønderjyllands Politi borgerne om at kontakte dem på 1-1-4.
’Der kan være faldet fragmenter af bomberne ned i sikkerhedszonen. De består af støbejern og stål og kan indeholde tungmetaller. For at få dem bortskaffet anbefales borgerne at tage en handske på, samle fragmentet op og deponere det i spanden til metalaffald,’ oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
SE OGSÅ: 59-ÅRIGE KØRTE MED VANVIDSPROMILLE – NU ER HAN FÆNGSLET
De to bomber blev fundet på marken ved Kær den 29. oktober. De stammede fra et britisk bombefly, der styrtede ned i 1943.
Det er i alt omkring 500 beboere på Als, der blev evakueret.
Sikkerhedszonen var på 2300 meter fra bombernes placering.