17. mar. 2023 - 12:47

CL-Lodtrækning: De seneste to års vindere brager sammen i kvartfinalen




Dette års kvartfinaler i Champions League byder på et møde mellem de seneste to års vindere af turneringen.

Real Madrid, der vandt i 2022, skal møde Chelsea, der vandt i 2021.

Det står klart, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) fredag har trukket lod til de kommende runder i sin mest fornemme klubturnering.

Foruden mødet mellem de seneste to vindere er der lagt op til lidt af et brag, når Manchester City møder Bayern München.

Det står desuden klart, at vinderne af de to ovennævnte kampe kommer til at stå over for hinanden i semifinalen.

Derudover venter et rent italiensk opgør, når AC Milan og det øjeblikkelige tophold i Serie A, Napoli, brager sammen.

Den sidste kvartfinale byder på et møde mellem Benfica og Inter.

Fredagens lodtrækning betyder også, at Italien har rigtig gode muligheder for at få et hold i finalen. Det kan kun Benfica forpurre, hvis klubben først slår Inter ud og derefter eliminerer enten AC Milan eller Napoli i semifinalen.

Real Madrid vandt sidste år Champions League ved at slå Liverpool med 1-0 i finalen i Paris. Det var 14. gang, at den spanske storklub sikrede sig trofæet med de store ører.

Ingen andre klubber er i nærheden af at kunne følge med Real Madrid i den statistik. AC Milan er klubben med næstflest trofæer. Italienerne har vundet turneringen syv gange.

Kvartfinalerne skal spilles 11.-12. april og 18.-19. april.