16. mar. 2023 - 14:25

ECB hæver renten for sjette gang siden juli




Den Europæiske Centralbank (ECB) hæver torsdag sin ledende rente med 0,5 procentpoint til 3,0 procent.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Det er sjette gang i træk, at centralbanken hæver renten. I juli sidste år hævede ECB renten for første gang siden 2011. Dengang blev den hævet til 0,0 procent.

Renteforhøjelsen er centralbankens modsvar på inflationen, der har været usædvanligt høj det seneste halve år.

Centralbanker bruger renteforhøjelser som et værktøj til at dæmpe forbruget og dermed prispresset.

Der har været spekuleret i, om centralbanken ville gå blødere til værks i kølvandet på den uro, som har præget banksektoren i den seneste periode.

Men det har altså ikke været nok til, at ECB har sænket farten, konkluderer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

– Den seneste tids massive uro har ikke givet slinger i valsen hos ECB, som bliver ved med at kæmpe benhårdt for at få inflationen ned.

– Det betyder meget for deres troværdighed, skriver han i en kommentar.