16. mar. 2023 - 14:04

Hurtigere tilladelser skal øge grøn teknologi i EU




EU-Kommissionen foreslår, at mindst 40 procent af en række strategisk vigtige grønne teknologier skal fremstilles i EU. Det skal blandt andet ske gennem hurtigere tilladelser.

Målsætningen er en del af den såkaldt Net-Zero Industry Act. Den blev torsdag præsenteret på et pressemøde i Bruxelles.

– Vi har brug for hurtigt at opskalere den grønne energiomstilling, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Forslaget er rettet mod en række teknologier, som har stor betydning for reduktionen af drivhusgasser.

Eksempelvis skal projekter inden for vindenergi, solenergi og batterier have prioritet som såkaldte Net Zero-projekter. Det vil betyde, at sagsbehandlingstiden sættes ned til 9-12 måneder.

– Vi vil skabe de bedste betingelser for de sektorer, som er afgørende for, at vi kan nå klimaneutralitet i 2050. Det er teknologier som vindmøller, varmepumper, solpaneler, vedvarende brint samt CO2-lagring.

– Efterspørgslen vokser i Europa og globalt. Nu handler vi for at sikre, at vi kan imødekomme mere af denne efterspørgsel i Europa, siger Ursula von der Leyen.

Forslaget skal nu diskuteres med EU-Parlamentet og EU-landene, før det kan træde i kraft.