Man kan som bankkunde i Jyske Bank, Sydbank og Sparekassen Sjælland-Fyn lørdag opleve problemer med at betale med kort eller logge på netbank.
Det oplyser de tre banker på deres hjemmesider.
Problemerne gælder også, hvis man prøver at logge på mobilbank.
– Du kan i øjeblikket opleve, at du ikke kan logge på Netbank og Mobilbank, skriver blandt andre Sparekassen Sjælland-Fyn.
– Har du et Mastercard, kan du også have problemer med at betale med det, står der videre på hjemmesiden.
LIGE NU LÆSER ANDRE: DMI: Sne og frost på vej
Det fremgår ikke af hjemmesiderne, hvad problemerne skyldes, eller hvornår kort og banklogin forventes at være oppe at køre igen.
Hos Sparekassen Sjælland-Fyn opfordres kunderne til at betale med et andet kort en Mastercard, hvis man gerne vil betale beløb, der er større end 1000 kroner.
– Du kan også prøve Apple Pay eller Google Wallet, som umiddelbart ikke er berørt, skriver banken på sin hjemmeside klokken 14.45.
Hverken hos Sydbank eller Jyske Bank er der detaljer om, hvorvidt bestemte korttyper kan være ramt.
Imens skriver Jyske Bank i en driftsmeddelelse, at banken arbejder på højtryk for at løse problemerne.
– Og vi beklager den ulejlighed, som problemerne kan skabe for dig som kunde, skriver banken.
Samme melding kommer fra Sydbank, som skriver, at banken vil komme med en ny status på problemerne klokken 16 lørdag.